Eksamensbrok

I går skulle jeg have et eksamensspørgsmål udleveret og jeg må indrømme, at det jeg var mest nervøs for, var, om jeg ville være i stand til at finde eksamensspørgsmålet på AU’s (ja, så er vi på den igen) kaotiske hjemmesidehelvede. Jeg tror ikke, at det ville have lykkes mig at opspore det, hvis ikke det var fordi, min søde underviser havde været forudseende og sendt en mail med et link og ordene ”det ser ud til at spørgsmålet bliver udleveret her”. Hun havde heldigvis ret.

MEN SÅ er der jo det kære eksamensspørgsmål (og jeg har luftet det på facebook), man kan virkelig se, at vi kun er tre der tager den eksamen, for det er ikke noget der er brugt mange minutter på: ”Der ønskes en diskussion af islam og muslimer i Vesten”. Til den tredje sidste eksamen på min bachelor skal jeg simpelthen kunne bevæge mig direkte fra en ikke-eksisterende problemstilling og op på et diskuterende taksonomisk niveau, for spørgsmålet siger jo også indirekte, at der ikke ønskes nogen redegørelse, analyse eller perspektivering. Okay. Jeg ved godt, at jeg sætter tingene lidt på spidsen nu, for det får de jo selvfølgelig alligevel og de får også en fin hjemmefabrikeret problemstilling, for ellers kan man ikke skrive en velfriseret eksamensopgave.

Det undrer mig bare, at man vælger at give os et spørgsmål, der er så bredt. Det er selvfølgelig for at undersøge, om vi er stand til at udvælge relevant pensum ud fra de vedlagte bilag og lave vores egen vinkling. Men det ændrer ikke på, at opgaven skal indeholde en generel diskussion af islam og muslimer i vesten og det er jeg simpelthen ikke sikker på, at jeg kan gøre på sølle 12 sider. Hvis det skal være på den her måde, så kunne de ligeså godt have gjort det til en fri skriftlig opgave, hvor vi selv skulle reflektere os frem til en problemstilling ud fra pensum, måske med en aktuel vinkel, osv. (det er jo også det vi skal nu, men hvis den havde været fri, havde jeg ikke behøvet at sidde og vente i spænding i går kl. 10, så kunne jeg have skrevet den, når jeg ville). Jeg mener, hvis opgaven alligevel skal være bunden, så gør den dog rigtig bunden, så det ikke bliver sådan noget uspecifikt halvhjertet noget. Så kan jeg sidde her i min eksamenshule og spekulere på, om min (lidt snævre) vinkel er repræsentativ for den diskussion der ønskes. Åh altså. Undskyld mit brok. Nu er jeg klar til at fortsætte.

Selv når man er i sin gode ret til at være sur

På mit rengøringsjob har jeg en kollega fra Ungarn som er ved at lære dansk. Så vidt jeg ved, er han på alder med mig, bor i Beder med sin hustru, studerer et instrument på konservatoriet og drømmer om at blive gartner. I søndags da vi stod nede på et af herretoiletterne og var ved at tørre en mindre oversvømmelse op (vand, bare vand), spurgte jeg ham, om ikke han synes, at dansk er smukt sprog – halvt i spøg selvfølgelig, men også kun halvt. Han grinede lidt og så sagde han: ”Jeg tror, at alle mennesker synes, at deres eget sprog er smukkest”. Jeg erklærede mig straks enig. Så sagde han: ”Jeg synes jo også at ungarsk er et rigtig smukt sprog”. ”Virkelig?” var jeg lige ved at spørge, men jeg gjorde det ikke. Når han havde gjort sig umage for ikke at fornærme mit sprog, (som sikkert er vildt svært og frustrerende at lære), hvorfor skulle jeg så fornærme hans?

Denne korte samtale mindede mig om et indslag jeg så i Aftenshowet en dag: De havde været ude på gaden og lege politisk associations-leg med tilfældige danskere; den unge studerende, den gamle dame, håndværkeren, den midaldrende kvinde, den obligatoriske indvandrer osv. Alle var de blevet spurgt ”Hvad tænker du når jeg siger…” og så var de forskellige partier blevet nævnt. Til sidst nåede de til Dansk Folkeparti. Der blev klippet fra den ene til den anden og alle sagde noget stil med ”de har en meget stram udlændingepolitik” eller ”jeg tænker på Pia Kjærsgaard”. Til sidst blev der klippet til den unge indvandrer i kokketøj. Her holdt man vejret en lille smule og spekulerede på, hvad han mon ville sige, om det parti der havde så meget imod hans tilstedeværelse i vores land. Han smilede af spørgsmålet og tænkte sig lidt om, så sagde han: ”Der er ikke noget forkert i at elske sit land og elske sit flag”. 

Man behøver nemlig ikke fornærme folk, bare fordi de mener noget andet end én selv. Det kunne vi danskere godt lære noget af – ikke mindst Dansk Folkeparti.

Et lille stykke loppemarked

I den by jeg kommer fra afholder spejderne hvert år et helt fantastisk loppemarked på en gammel gårdsplads midt i byen. Laden og nedlagte svinestier er fyldte med alt hvad mit kræmmerhjerte (ja, sådan et har jeg også) begærer og det er især bøger og smykker og glas og tasker og tingeltangel. Ude i gårdspladsen er der møbler og skrammel og legetøj. Jeg har købt mange fine møbler der. Jeg sidder faktisk på et af dem lige nu. Dertil kommer, at man både kan købe pølser med brød, æbleskiver og helstegt pattegris med kartoffelsalat. Samtidig kan man møde hele lokalsamfundet. Ved fast tilbagevendende begivenheder i ”min” landsby er det de samme mennesker der står og agerer sælgere de samme steder – ændringer sker i hvert fald kun gradvist. Og det allervigtigste ved traditioner er jo faktisk også, at de ikke ændrer sig for meget (det havde jeg ikke behøvet at læse på religionsvidenskab for at vide).

Man skulle tro, at det var det samme skrammel de stod og solgte af hvert år, men det er det faktisk ikke og man må jo næsten forundres over, hvordan det nu i 40 år har kunnet lykkes at opdrive så meget godt loppeskrammel i sådan en lille by. Vi er åbenbart en flok samlere. Det er jeg i hvert fald. Men jeg har nu for tredje år i træk misset årets største loppebegivenhed og jeg kan næsten ikke holde ud at tænke på alle de gode loppefund, jeg er gået glip af. Øv, øv, øv. Da loppemarked startede i lørdags passede jeg nemlig flittigt mit arbejde heroppe i Aarhus.  

Søndag var min søde kæreste og jeg ude at gå den løberute jeg skal løbe når jeg opgraderer næste gang. Bare så jeg ikke farer vild. Det er en rigtig hyggelig tur og nogen må simpelthen have opfanget min uudtalte ærgrelse, for se hvad der stod og ventede på mig:

Et lille stykke loppemarked. Langt væk hjemmefra. 

Apropos ens joggingsæt

Da det i sidste indlæg kom frem, at min søde kæreste og jeg havde købt ens rygsække til den længe ventede USA-tur til sommer, kunne folk da ikke dy sig for lige at foreslå, at vi i samme ombæring anskaffede os ens joggingsæt. Meget morsomt. Men jeg gentager: Det kommer ikke til at ske.

Tilgengæld var jeg en tur inde hos optikeren i forgårs, for jeg har OGSÅ fået problemer med hovedpine når jeg læser og det er ikke en rar situation, når man studerer litteraturhistorie. Hyppigste spørgsmål når jeg fortæller folk hvad jeg studerer er: Læser I så meget? Her er svaret en gang for alle: Ja, vi læser meget.

Optikeren rådede mig til, at daffe ind i Tiger butikken ved siden af og købe mig en billig +1 læsebrille i tvivlsom kvalitet (hurra for en optiker der anerkender at man er på SU!) og nu bliver det spændende, for i Tiger havde de ret mange fede læsebriller at vælge i mellem. Jeg prøvede dem alle sammen og valgte de flotteste jeg kunne finde:

Som lidt senere på dagen viste sig at være en dårlig, men nøjagtig kopi af min kærestes flotte Ray-Ban briller! Jeg siger ikke, at de ikke klæder mig (for det gør de), jeg siger bare, at det er typisk når man lige har svoret, at de ens rygsække egentlig var rigeligt. Værsgo grin bare. Jeg er stadig glad for dem!

Og så skal I da ikke snydes for en lille opfølger! Se lige hvor flot den kage vi bagte til vores forfatterskoleelever blev:

(Pynten er fin til at skjule hvor flad den kage egentlig blev).

Det afgørende spor

Så skete det. Min søde kæreste og jeg har købt rygsække til USA turen. Jeg ved ikke hvor mange gange jeg sagde ”jeg kan alligevel ikke komme mig over at den er så grim” om min kommende rygsæk i forretningen. Men det skulle altså være prima kvalitet til prisen – og så var de naturligvis på tilbud til 50 %. Min søde kæreste forstår nemlig at opdrive gode tilbud. Så dér måtte drømmen om en lilla rygsæk altså lige vige. Jeg kunne dog ikke holde mig tilbage for lige at spørge ekspedienten om ikke de fandtes i lilla.

De er ens og de er grimme/praktiske, men nu bliver de altså vores hjem under halvanden måneds USA rundrejse. Basta. Det er forresten min til højre (hvis I var i tvivl) og nu hvor de er købt, er det som om turen nærmer sig endnu mere. For, sjovt nok, er rygsækken nok det allervigtigste udstyr, når man skal være backpacker. Så må vi se om jeg kan være lige så eventyrlysten med en sort rygsæk, som jeg kan med en lilla. Det gik i hvert fald udmærket med armygrøn på sidste års interrailtur. 

Sommerferie-syndromet

Jeg troede, at det kun var når man er barn, at der indtræffer et tidspunkt, hvor man ikke kan tænke på andet end sommerferie, hvor der næsten konstant står RUNDBOLD og KAGE henover ens nethinde, når man forsøger at modtage undervisning og hvor pladsmanglen i ens hjerne bliver noget nær akut. Men sommerferie-syndromet lever altså i bedste velgående hos mig og jeg kan frejdigt synge med på ”Gorm den gamle var smed i Hobro”, for samtidig med, at jeg føler, at der ikke er plads til mere viden i mit stakkels hoved, så føler jeg (paradoksalt nok), at jeg har glemt alt hvad jeg har lært. Allerede. Fordi min koncentrationsevne hoster og sprutter hver gang jeg prøver at vække den og fordi min motivation har nået et hidtidigt nulpunkt.

Det er her jeg begynder at overbevise mig selv om, at det ikke er så vigtigt med de fine karakterer og at eksamenslæsning i øvrigt aldrig tager så lang tid som man tror (men sandheden er jo, at det er omvendt). Jeg har aldrig været fantastisk dygtig til at læse op til eksamen, for jeg er måske lidt for hurtig til at tænke ”det her kan jeg godt huske” og ”nu har jeg jo kigget på det”. Jeg husker tydeligt da jeg læste op til 9. klasses eksamen, der jo som bekendt er den første prøve man sådan skal til. På det tidspunkt var jeg i gang med ”Slangens gave” af Lene Kaaberbøl og meget opslugt. Skal jeg være ærlig, så fik jeg læst ligeså meget i den, som jeg fik læst i kompendierne.

Jeg ville nok ikke skrive de her ting så afslappet og henslængt, hvis det rent faktisk var gået mig dårligt til eksamenerne, men jeg har (stort set) altid været tilfreds med mine resultater, så jeg tør godt afsløre, at mine øjne resolut søger væk fra tavlen og ud af vinduet når sommerferien begynder at nærme sig. Der er ikke andet at stille op end at bide tænderne sammen og slæbe de kedelige bøger med ud i solen og lave lister inde i hovedet over alle de spændende bøger der skal læses, når de kedelige endelig kan lægges på hylden med god samvittighed. På onsdag skal min kollega og jeg holde sommerafslutning med vores hold på forfatterskoleforløbet for 12-15-årige og jeg tør godt love, at der er dømt kage og sommerferiestemning. Det glæder jeg mig til. Og så glæder jeg mig til den 21. eller 22. juni, hvor jeg bliver bachelor!! Vildt.

Apropos kage, så poster jeg lige et billede en kage som engang var blevet tilovers fra en konference og som vi derfor fik lov at dele ud til forfatterskolebørnene. Jeg kunne ikke lade være med at fotografere den, for jeg havde aldrig troet, at jeg skulle se ordene: ”Nem-login Grunddata” skrevet med glasur (ja, det kunne spises). Men mon ikke der skal stå GOD SOMMERFERIE på den vi skal have på onsdag? I think so.

Det eneste jeg kan sige til min indre sommerferielængsel for at retfærdiggøre endnu et forsømt forår (det ottende?) er, at sommeren i det mindste ikke bliver det. Hold ud!

PS. Vi har i øvrigt fået grill - det er dejligt sommerligt: Læs HER.

Hvem skulle have troet det?

Jeg er mildest talt ikke den sporty type og jeg har aldrig nogensinde før brugt så mange penge på noget sportsrelateret. Det troede jeg faktisk slet ikke, at jeg var i stand til…

Men nu er der nye tider på vej for min kondition. Eller de nye tider har egentlig været der længe og jeg havde længe ment at jeg sagtens kunne løbe i løbesko og joggingsæt, som jeg har regnet ud må være fra (hold godt fast) 2001 eller 2002. I hvert fald så længe jeg kun løb 1 km, men jeg løber ikke længere kun 1 km (uh!). Løbetøjet fik jeg jo i julegave, så jeg manglede egentlig bare løbeskoene – og jeg har fået mange prædikener og formaninger fra løbeentusiaster om, hvor vigtigt det var med de løbesko. Så jeg kunne ikke rigtig trække den længere.

Jeg har det bare meget (meget, meget) svært med sportsforretninger (rigtig meget på udebane der), men i dag tog jeg en dyb indånding, trådte ind i en løbeforretning og fik tage den løbetest som resulterede i et lækkert par New Balance:

De havde dem desværre ikke i pink (jeg spurgte).